 Ca 1712 - 1757 (45 år)
-
| Navn |
SÆBØ YTRE, Simon Gregoriusen |
| Født |
Ca 1712 |
| Kjønn |
Mann |
| Referanse nummer |
1143 |
| Død |
1757 |
Bergen, St. Jørgen hospital  |
| Person ID |
I1143 |
Geelmuyden_etc |
| Sist endret |
28 Jul 2020 |
| Familie |
VÅGSTAULE, Kari Sjursdatter, f. Ca 1708, d. Ja, ukjent dato |
| Barn |
| | 1. SÆBØ YTRE, Bottele Simonsdtr., f. Ca 1736, d. Ja, ukjent dato |
| | 2. SÆBØ, Sjur Simonsen, f. Ca 1741, d. 1771 (Alder 30 år) |
| | 3. SÆBØ, Gregorius Simonsen, f. Ca 1745, d. Før 1759 (Alder 13 år) |
| | 4. SÆBØ YTRE, Lars Simonsen, f. Ca 1753, d. Ja, ukjent dato |
|
| Sist endret |
11 Okt 2007 |
| Famile ID |
F675 |
Gruppeskjema | Familiediagram |
-
-
| Notater |
- Bonde på bnr. 2 og 3 på ytre Sæbø. Han fikk skjøte fra farbroren Mogens Simonsen i 1735. Mogens kom fra Kvamme og hadde fått bygselbrev på Sæbø i 1718 og skjøte i 1723.
Ifølge mannskapsrullen 1749-1777 er han ført til hospitalet. Dette betyr spedalsk-sykehuset St. Jørgen. Han er strøket av rullen mens han levde. Han var 37 år i 1749. (Innrulleringsjefen i Bergen, Avd. I, mannskapsruller, A nr. 2 1749-1777 f. 158/43, ytre Sæbø.) Simon ble innlagt ved St. Jørgen hospital våren 1751.
Skifte 8 jul 1752, da han fremdeles var i live, men etter at han som spedalsk var ført til St. Jørgen hospital.
Livet på hospitalet ble i 1835, 83 år etter Simons død, beskrevet i en sang med 24 vers av Peder Olsen Fedje, født i Leikanger prestegjeld, Rinde sogn i 1793, innlagt på St. Jørgens hospital 9.7.1832 og død de 2.4.1849. Peder Olsen Fedje hadde den glatte, minst ondartede form for Lepra og levde 17 år i Hospitalet.
EN KLAGESANG
Mel. Om Himmeriges Rige, saa ville vi tale.
1. En Ting jeg nu vil bede om,
og det ud af min Fader from:
At han vil naadig være,
for Jesu Skyld meg hjælpe vil;
O Helligaand sig ja dertil.
Og selv min Tanke røre.
Min Tale du udføre.
2. Thi jeg er svag og skrøbelig.
Min Gud, min Gud, forlad ei mig,
det maa jeg daglig bede.
Stor Angest jeg i Hjertet bær,
for Pinen i mit Hoved er,
som Dag for Dag tiltager,
og Synet fra mig drager.
3. Jeg tænker på min Ungdomstid,
da Verden syntes mig saa blid,
og lystigt var at leve.
Men Lykken vendte sig strax om,
og Sorg igjen for Glæden kom.
Det er det Verden giver,
ja, mig og andre flere.
4. Jeg var omtrent en 15 Aar,
da jeg paa glade Fødder staar,
og kan ei længer komme.
For Sørgen trængte seg saa ind,
igjennom Hjerte, Marv og Been,
saa det var haardt at tage
imod saa stor en Plage.
5. Saa kom den Tid at Herren til
sig kalde nu min Fader vil
og ende hans Elende.
Han fire Børn sig efterlod,
der alle omkring Graven stod,
den dag hans trætte Lemmer,
blev lagt i Muldets Gjemmer.
6. Da maae vi sige som der staaer,
et Abraham nu Loth udspørg:
Hvad Vei vil du nu drage ?
Til høire eller venstre Haand,
At Striden ei fornyes skal,
med min og dine Hyrder,
det vil vi ei skal spørges.
7. Saa maae vi skilles fra enhver,
men jeg for Alt en Byrde er'
selv i min Moders Hjerte,
thi hun sig ofte har nedsatt,
ja, mangen Gang har grædt sig mat,
for mig og andet mere,
det veed du best o Herre.
8. Thi Korset vil mig grive an
og bruser stærk som en Orkan,
der Skib og Last omkaster.
Saa Folket raaber i stor Nød
Akk, Herre ! hjælp os, vi forgaae !
Saa ønsker jeg at finde
Land for all Modgangs Vinde.
9. Her er vel mange Syge til,
ja, mange Læger sig fremstill !
som kan paa Sygdom skjønne.
Og bringer dem paa Sygehus,
ja lægger dem saa udi Kuur.
Saa de kan Smerten lindre,
og Saaret vel forbinde.
10. Men vi kan ingen Læge faae,
i Hospitalet vi blive maae,
indtil vor Tid er omme.
Som Peder slap af Fængsel ud,
fordi han holdt sig fast til Gud.
Saa bryd O Gud den Lænke,
som vore Lemmer krænke.
11. Jeg gaaer paa Gulvet af og til,
naar alting er i Huset still,
da høres Sørgetoner.
Den Ene raaber Ak og Vee,
den Anden klager sig dermed
at han maa gaae til Senge.
Ak, Herre Gud ! hvorlænge.
12. Den ene haver Saar i Saar,
den Anden han paa Krykker gaaer,
den Tredie kan ei tale,
den Fjerde kan ei Dagen see,
den Femte har ei Hænderne.
Saa kan Enhver vel vide,
hva Ondt vi har maae lide.
13. I Sancte Jørgens Hospital,
ja over hundred er i Tal,
som venter paa at løses.
O Helligaand vær Styremand
og føer os saa til Himlens Land.
Did sjelene vil gange,
der løses alle fangne.
14. Det er de Blindes Trøst og Haab,
og stedse bryder ud det Raab,
at Gud vil for dem lyse.
Saa ønsker jeg at Herren vil
for mine Øine lave til,
en saadan Smør og Salve,
som var af Fiskens Galde.
15. Saa giv vi nu med Qvinden maae
og efter Jesum raab saa:
Ak Herre, dig forbarme.
For Syndens Skyld vi plages saa,
derfor vi alle bede maae,
at vi kan Smuler finde,
som af din Naade rinde.
16. Og om vi haver Hilsen mist,
saa er vi ei fra Gud bortvist,
det kan vi daglig skue.
Gud sender mangen fremmed Ven,
ja, Høi og Lav, Qvinder og Mænd,
med Gaver som er skjønne.
O Gud, du dem belønne.
17. Vor Øvrighet vi takke maae,
som Omsorg for os drager saa,
og har et saadant Hjemme.
For dem som Hilsen haver mist,
og er af mange saa udviist,
de maae fra sine vandre,
det hendte mig og andre.
18. Thi det er Herrens Tugteriis.
saa en og hver kan se deri,
at Gud for sit kan raade.
Han giver, tager hvad han vil
Saa tag, O Gud ! vor arme Sjel.
Naar vi herfra skal vandre,
giv vi i Himlen lande.
19. Som Vandet i Bethistadam,
og renset blir den første Mand
naar Englen Vandet rører.
Saa renses vi i Sorgens Vand,
som ud af vore Øine randt,
naar vi engang skal flytte
fra denne Trængsels Hytte.
20. Gud giv enhver Trøst i sit Saar.
Der bir engang en Glædes Vaar
efter den Vinters Møie.
Naar vi skal se den klare Sol
som sidder paa Guds Naadestol;
O Glæde uden Ende
og Trøst for al Elende.
21. Saa raader jeg da En og Hver
at I Exempel af os lær
og paa sig selv ei driste.
Som Pilatus han talte saa
der Jesus for hans fødder staae
at han har Magt og Vælde
og dømme det han vilde.
22. Nei, nei det gaar ei nogen an,
men Gud er vist den Viingaardsmand
som Lodderne uddele.
En Deel han sætter Kronen paa,
en Deel og Korset drage maae
Saa faaer enhver sit Stykke,
som han for Gud skal dyrke.
23. Saa faer da vel, du usle Stand,
i Himlen er vort Fædreland
O, didhen vil vi tragte;
thi her er Judas med sin Hær
og Haven vistnok Verden er
og Synden er de Strænger
som mange derved fænger.
24. Saa slutter jeg min ringe Sang.
O Gud, du gjør ei Tiden lang,
men skee O Gud din Villie.
Mit Ønske er, jeg som er svag,
naar Sjel og Legem skilles ad,
jeg skue maae Guds Throne,
mit Halleluja udsjunge.
------------
|
-
|
|
