 1626 - 1697 (71 år)
-
| Navn |
ANGELL, Lorents Mortensen |
| Født |
9 Mar 1626 |
Angel, Holstein (Flensborg amt)  |
| Kjønn |
Mann |
| Referanse nummer |
1326 |
| Død |
13 Jul 1697 |
Trondheim |
| Person ID |
I1326 |
Geelmuyden_etc |
| Sist endret |
1 Mar 2022 |
-
-
| Notater |
- Kjøpmann og rådmann i Trondheim.
Lorentz Mortensen Angell (1626-1697) grunnla mye av slektens formue. Han kom til Trondheim, fra Angeln i Flensburg amt i Slesvig-Holstein rundt år 1650 og allerede i 1680 årene var han den største enkeltlångiver i Trondheim, og så tidlig som i 1676 var han inkludert i listen over de 15 rikeste menn i landet. Tre søsken slo seg ned og Lorentz var den som gjorde det best. Thomas farmor, Margrethe Hansdatter Puls, datter av kjøpmann Hans Puls i Trondheim, (opprinnelig fra Hamburg) var Lorentz første kone, hun døde allerede i 1670 og Lorentz giftet seg igjen året etter med Abel Jespersdatter. Da hun døde i 1683 giftet han seg for tredje gang, denne gang med Margrethe Pederdatter. Lorentz Mortensen Angel ble far til i alt 17 barn. Han fikk også betydelige midler gjennom ekteskapene.
Han drev allsidig handel, fikk del i forsyningen av kobberverkene og i eksporten av kobber, han ble jordeier, engasjerte seg i skipsfart - deltok til og med i et selskap for hvalfangst i Nordland. Han satset på bredde/diversifisering og variasjon/risiko-spredning. Allerede i 1680-årene var han den største enkeltlångiver i Trondheim og så tidlig som i 1676 var han inkludert på statholder Gyldenløves liste over de 15 rikeste menn i landet. (Sølvi Sogner: Trondheim bys historie s. 228, portrett s. 225.)
Lorentz Angell må karakteriseres som en gründer med stor G. Fandenivoldsk, dristig, kløktig og innsiktsfull. Det er beundringsverdig hvilke verdier han i løpet av kort tid fikk hånd om: 50 av 180 parter i Røros Kobberverk, jordegods på Helgeland (487 gårder med 868 leilendinger), Kongetienden i Lofoten, Vesterålen og Andenes, Smølagodset, samt mindre mengder jordegods i Namdal, Stjørdal, Gauldal og Østerdalen fogderier.
Han hadde sin opprinnelse fra et område som hadde tradisjoner med handel på Norden. Nedarvede kunnskaper. gode ferdigheter og ikke minst et godt nettverk mot aktørene både på kjøper- og salgssiden - kanskje også mot Kongen som hadde stor makt gjennom å gi privilegier. Det var opprinnelig midler tjent på handelsvirksomhet som han etter hvert benyttet til kjøp av parter i Røros Kobberverk og eiendommer.
Anders Dass har 1697 skrevet et sørgedikt på 66 vers.
Se:
Lorentz Anderssøn Dass (av Aage Henrik Irgens) s. 63.
Dassiana - Viser og rim av Petter Dass s. 60
Finne-Grønn: Slekten Sverdrup
Stamtavle over familien Angell (Bergen museum, manuskrift nr. 771).
I tillegg omtales slekten Angell i følgende:
A. C. Busch: Slekten Fuglesang fra Moss. (Kra. 1921 - signatur UB XV b1)
Hans Krag: Angell. Claus Petersen Angells slekt. (Drøbak 1949 - signatur UB I box 5)
«u»Lorents Mortensen Angell«/u»
Sørgedikt 1697 av Petter Dass:
Graahærdet hoveds ære-krone Bedrøvet hjertes trøste-tone Begge fremstilte, da den ærlige, høiagtbare og meget velfornemme mand Lorentz Mortenssøn Angell, fordum velbestalter raadmand i Trondhjem og navnkundige handelsmand sammesteds, qvitterede dette dødelige til amindelse for den bortgaaende og paamindelse for den igjenstaaende, idet manden, hvis tider er endet, og kvinden, hvis tider er blændet, bleve ved døden hinanden begge to frarevne, som før i een bog og baand vare med hinanden begge to indskrevne. Offeret av deres i herren v. villige.
1697 d. 30 juli Petter Dass
Hvor fød og meget angenem at søvn er for de trætte, hvor kjær at sengen falder dem, der er af møie mætte, det vidner Lorentz Angell, som, af alder høi-bedaget, i Trundhjems kirkes dybe rom til ro sig haver slaget. Hans aar ved fire sneser vaar, som hastig dog henflyder; Naturen ydet aar til aar, Gud lagde dyd til dyder. Saa famled sig den smukke mand slig raade, held og lykke, at momus selv sin onde tand maa bide slet i stykke. Hvad Gud for ham iskjænke lod, af kors og modgangs staale, han som en christen det utstod og gjerne vilde taale. Gud lod ved et og andet stød ham ofte sterkt angribe, nu med forlis, ved ild og glød, nu med forsjunken skibe; nu kom den død med spjud og stang, han ekteseng ertapped og fra ham een og anden gang to smukke kvinder snapped, som begge to sig efterlod en moderløse skare, hvorover Angells kvister stod forfamlet, blot og bare. Saa trilled lykken ud og ind, nu frem, nu flyr tilbage; men Angell stod ved samme sind i med- og modgangs dage. Den onde dag han tog med tak, den gode dag med glæde; altsaa blev baade fryd og ak omverlet i han hans sæde. Saa ser man, at graahærdet haar er dennem ærens krone, som paa retfærdig' veie gaar uagtet verdens tone. Hvo gudsfrygt og adstadighed hos hvide lokker sanker, han lever glad i Herrens fred og dør i søde tanker. Al verdens sorg med hendes harm skal ei hans haab forkrænke. Man og om Lorents Angell kan det samme vidne bære, som brugte smukt sin nære-stand i redlighet og ære. Ham verdens gods i eie vaar, men ikke verdens trætter, hvorfor hans navn i ære staar, saa vidt som Trundhjem rækker. I samme stad hans hus og plads ved femti aar har vaaren, indtil han nu med reputats af huset ud er baaren. Han efterlod en børne-flok, ved elleve beregnet, foruden slegt og svogre nok, hvis kinder for ham blegned. Han sov i trende kvinders favn; den første var Margrete, og Abel var den andens navn, enhver som en magnete. Den tredde var og en Margret, hun saa sin herre falde, og da faldt hendes dignitet, og hendes drik blev galde; Hvis ønske var maaske til Gud, dog Gud ei mod at være, de fødder, der bar manden ud, og hende maatte bære. Saa lagde Lorentz Angell ned sit hoved dybt at lude; En kiste blev hans sengested, og støvet blev hans pude. Han her qvittered hus og bo; Thi steden faldt besværlig; Men nu kom manden til sin ro, og den var meget ærlig. Hermed jeg tørre vil min pen, – Margrete ! Tørs jers kinder ! Jers husbond og frafalden ven i vel herefter finder, om ikke nu, dog anden gang, det dyrer ei saa længe; En skilsmis-tid vel falder lang, naar trængsel ta'r at trænge; Men tro mig, om en liden stund det sig vel smukt ombytter; Vi træder her en fremmed grund, hvo ved, hvor snart vi flytter ? Her er en liden tid til rest for eder og os andre; Vi faar vel det, os tjener bedst: Gud lar os salig vandre ! Betænk, at brude-salens dør paa væg skal engang slages ! Men hvo sig først da færdig gjør, han skal og først indtages. Vi skynder os, alt hvad vi kan, og saa vil vi formode at skue denne salig mand samt gud og al hans gode. Forresten ønskes Jesu fred, den gavner bedst en enke. Gud unde dem taalmodighed, hvis hjerter er i lænke ! Læg herrens ord og skriftens trøst til hjertet til et plaster ! Den gud, jers hjerte haver kryst, han ei jers sjæl forkaster. Han knuser ei det brækked' rør, ei flytter rygend' tave. Hvormangen enkes sag er før af Gud vel sat i lave ! I ved, jers frelser Jesus Christ er ikke død, men lever; Han frelser jer saa sandt og vist, som prikker er i brever, og hvis han ikke gjorde det, sit navn han da benegted. Sæt ind jers sag til Herrens rett, den bliver vel forfægtet. Og naar det kommen er saa vidt, I levet har det meste, da holdes eder frels og frit en anden stand tilbedste; Jeg siger end: en anden stand, ei som i disse dage, ei slig som verden give kand, med skilsmis, sut og klage, ei saadan, som naar vandet vil til sjælen hart indtrykke, og ingen verdens raad er til at kunne sig undrykke. Thi der det første vi forgik, paafulgte strax det andet, og den forvirred' lykkens skik har alting sammenblandet. Men naar at den begsorte sky begynder sig at skille, naar jord og himmel vorder ny, og alle ting er stille, naar evig Guds halleluja opfylder alle munde, Margrete, merk, at tiden da til anden stand vil stunde ! Da findes det, I nu har mist, med høi-forønsket glede ! Farvel ! Her er ei længer frist min pen i blæk at væde.
|
-
|
|
