 1641 - 1707 (65 år)
-
| Navn |
BROCH, Peter Christophersen |
| Født |
26 Okt 1641 |
Senjen  |
| Kjønn |
Mann |
| Referanse nummer |
1754 |
| Død |
1 Feb 1707 |
Herøy |
| Person ID |
I1754 |
Geelmuyden_etc |
| Sist endret |
11 Okt 2007 |
-
| Notater |
- Fogd på Helgeland fra 1668.
En udflyttet mand, en ombytted stand, fremviist, da dend høyactbare og høyfornemme mand, seigr. Peder Christophersøn Broch fordum kongl. May.ts. velbestalter foget ofver Helgelands lehn blef af Nor-Herøe huus udført til Sør-Herøe kirche indført og paa legemetz vegne jorden levered. Peter Dass. At skrifve vers om døde liig, som føres hen til grafven, dend skick er nu saa brugelig, som sjæle-sang hos pafven; naar mand af huus er baaren hen, da bliver hans bedrifter forgyldet strax ved andres pen, i mange vers og skrifter; men kunde mand med pen og blech, og vers på vers at skrive, indjage døden saadan skrech at hand lod af at rifve, da var poetens verch en konst, berømt for alle gaver. Men ach ! Mod døden er omsonst alt hvad mand giør og lafver. Det viser ud vor Peder Broch, hvis lefnet, nafn og dyder hos alle mand er kundbar noch, og som en elf udflyder; O ! Kunde jeg med riim og digt opvecke ham af sanden, jeg skrev, om det var mueligt, til hiernen brast af panden; Men, o min Broch, seer jeg ey dig i denne verden mere, saa skal jeg dog dit døde liig med taarer balsamere. Mit øye skal det heede vand, mit hierte dybe suche for din skyld øse, mens de kand, til Gud mit livs vil sluche. Dit lefned var mig yndelig, gemytted dobbelt mere, vor Herre self velsigne dig; for mig og andre flere ! Paa Helgeland en mand af stand du var hos os i lifve en helgen i det hellig land du skal herefter blifve. En herre du på Herøe var, en Herrens ven du lefde, med ære du din tid og aar for brød og næring stræfde, Nor Herøe gaf dig brød og sveed, Sør Herøe søfn og hvile; thi flytted du fra sted til sted, fra nor til søer at iile, paa Herøe, saasom Herrens øe mand Herrens tempel skuer, der staar dit tempel som et høe der visner paa de tuer, men hvor det visner, eller ey da visner ey dit rycte. Det skinner her paa hver en vey som livs i gylden lycte; jeg skaffe skal vel hundred prof og tusind om mand tyckis, udi hvis mund Per Brochis lof beblomstris og besmychis. Spør bonden ad, hand veed det vel, hvad gjelder, hand skal sige; Gud glæde gammel fougdens siæl i himmerigis rige ! Ved tredev aar hand skatten lod paa Kongens vegne kræfve, og dem, som paa restantzen stoed, hand ei for hart loed stræfve, hand var mod de forarmed from, det vises kand blant andet, at i hans tid der icke kom en sergient i landet, som skatten udi bondens boe affordred ved vurdering; ney bonden nød i roe sin koe og slap for slig besværing. Det gich i hans tid, ligesom i bibelen staar skrefvet: I landet ingen krigsfolck kom, men Elisæus lefved, jeg veed, at ofver Brochis død skal mangen husmand græde; thi mangen i sin hungers nød fikk af hans brød at æde, de loved, naar de borget ud, de skulle det clarere. Men hvad formaar en skallet hud ? Et nul og intet mere. Betaling, før på Jesu dag, hand iche kunde vente; hand vidste vel, at vederlag ei var hos dem at hente. Hand vidste vel, det trygger var at gifve, end at tage, og hvad hos Gud på rente staar, skal summen med sig drage. Hand tenkte, hielp, mens du har tid, før glasset ud er runden, i grafven, naar du kommer did, der ligger haanden bunden. Thi sucker mangen fattig lem, at Broch er fra dem refved, de ville gierne, hand hos dem i hundret aar hafd levet; heel ilde lefvet hafver dend, hvis skilsmis ingen safner, tag kroppen bort, hvad er igjen ? En stanch, som intet gafner. Men Broch sit liv fremdraget har blant lave folch og høye, at da mand ham af huset bar, da randt der mangt et øye. Nu, Broch, du fik et brochet huus, det haver døden voldet; men Gud har i sit ævig lius et huus dig forbeholdet. Et huus foruden hænder bygt, hvis murer ey nedslagis; og de, der boer, bær ingen frygt, at de paa dør udjagis. Hvad verden for dig brochet i, det fik hun self at tære; du slap af hendis snarer fri, Gud være lof og ære ! Dit legem fandt sin hvilested, dit rygte sin herolder, din sjæl een ævig salighed, din uven skal og skraalder, din siæl hos Gud, dit minde her, din krop i muld og kiste, en hver bekom det deris er, og ingen sit vil miste. Spør mand hvad førde Broch herfra ? Hvad loed hand efterblive ? Da hand drog bort, hvad fant hand da ? Kand du mig det beskrive ? En reen samvittighed med sig hand herfra monne tage; et nafn, som er udødelig, blef efter ham tilbage. En ærestand hand for sig fandt, og dend har ingen ende. See der nu har jeg sagt dig sandt på dine spørsmaal trende. Men fritter mand med spørsmaal ud, hvad er her tabt og vunden ? Broch tabte folch, men vandt en Gud, for jord er himmel funden, spør mand, er Brochis synd betalt, er her gaad dom i sagen ? Jeg svarer ja, Guds søn har alt dend handel paa sig tagen. Tre ting skal Broch herefter skee en søvn på rolig øre, en ærefuld opstandelse, en dom med lyst at høre. Imidlertid vil jeg dig Gud min smuche Broch befale, jeg troer med første post og bud at komme dig i tale.
Grav-skrift Her har Per Broch, den brave mand, sit hoved lagt paa puden. I Senjen var hans fødsels land. Der blev hand lagt i kluden. Hos folk av høy anseelig nafn hand i sin ungdom tiente, saa drog han ned til Kiøbenhafn, sin løkke der at vente. Hand blev der af Hans Mayestet den naade foredragen, at hand paa kongelig caret til een laquei blev tagen. Hand siden her på Helgeland bestallit blev at være een foget og bestillingsmand, til Guds og Kongens ære. Den helgelandske jorde-bog forvalted hand saa lenge, indtil at Gud den siste krog for lifsens dør lod stænge. Hans ægteskab med Maren Falch blev prydet med en pode. Som ærlig mand, ey som en skalk hand her iblant os bode. Tre snese aar og siuf der til hand her i verden stridde; i kisten ligger kroppen stil, men rygted vanker viide. Far vel Per Broch ! Far ævig vel, vi skal snart til dig vandre
! Gud glæde nu saa vist din siæl, som du har gledet andre ! Haf tak af os, og løn af Gud for hver den dag og tiime, du gik iblant os ind og ud ! Det kand jeg om dig riime.
Se: Petter Dass: Viser og rim bd. II s. 174
|
-
|
|
