 Ca 1430 - 1495 (65 år)
-
| Navn |
AV BRANDENBURG, Dorothea |
| Født |
Ca 1430 |
Brandenburg  |
| Kjønn |
Kvinne |
| Død |
10 Nov 1495 |
Kalundborg slott |
| Gravlagt |
Helligtrefoldigheds kapel i Roskilde Domkirke |
| Person ID |
I18085 |
Geelmuyden_etc |
| Sist endret |
20 Mai 2017 |
-
| Notater |
- Dorothea af Brandenburg
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dorothea af Brandenburg
Dronning Dorothea
Dronning af Danmark
Kroning «tab»14. september 1445
Vor Frue Kirke i København
28. oktober 1449
Vor Frue Kirke i København
Periode «tab»26. september 1445 – 5. januar 1448
28. oktober 1449 – 21. maj 1481
[vis]
Hertuginde af Slesvig,
Grevinde (fra 1474: Hertuginde) af Holsten
Ægtefæller «tab»Christoffer 3. af Danmark
Christian 1. af Danmark
Børn «tab»med Christian 1.:
Oluf
Knud
Hans, Konge af Danmark, Norge og Sverige
Margrete, Dronning af Skotland
Frederik 1., Konge af Danmark og Norge
Hus «tab»Huset Hohenzollern
Far «tab»Johan af Brandenburg-Kulmbach
Mor «tab»Barbara af Sachsen-Wittenberg
Født «tab»ca. 1430/1431
Brandenburg
Død «tab»10. november 1495
Kalundborg
Hvilested «tab»Roskilde Domkirke
Religion «tab»Romersk-katolsk
Dorothea af Brandenburg (ca. 1430 i Brandenburg – 10. november 1495 i Kalundborg) var en dansk, svensk og norsk dronning. Hun var datter af markgreve Johan af Brandenburg-Kulmbach og var gift med kongerne Christoffer af Bayern og Christian 1.
Dorothea fungerede i flere omgange som rigsforstander i sin mands fravær og spillede en betydelig politisk rolle, også efter Christian 1.'s død i 1481. Hun var mor til kongerne Hans og Frederik 1.
Indholdsfortegnelse
1 Liv og virke
1.1 Første ægteskab
1.2 Andet ægteskab
1.2.1 En energisk dronning
1.2.2 Kampen for det svenske livgeding og den tyske fædrenearv
1.2.3 Godssamler i Danmark
1.3 En god katolik
1.4 Enkedronning
1.5 Død og begravelse
2 Børn
3 Noter
4 Litteratur
5 Eksterne henvisninger
6 Se også
Liv og virke
Dorothea blev født i 1430 eller 1431 i Brandenburg som den yngste datter af markgreve Johan af Brandenburg-Kulmbach (kaldet Johan Alkymisten) i hans ægteskab med Barbara af Sachsen-Wittenberg. Hun havde to ældre søstre: Barbara, der blev markgrevinde af Mantua, og Elisabeth, der blev hertuginde af Pommern. Dorotheas fader gav i 1437 afkald på sine rettigheder som førstefødt og tronfølger i Markgrevskabet Brandenburg. I stedet modtog han Huset Hohenzollerns besiddelser i Franken med residens i Kulmbach.
Første ægteskab
Dorothea blev gift den 12. september 1445 i København med Christoffer af Bayern, konge af Danmark, Sverige og Norge. Hun var da 15 år, han 28.[1] Den 14. september 1445 blev hun blev kronet som unionsdronning af de tre kongeriger i Vor Frue Kirke i København af ærkebiskoppen i Lund Tuve Nielsen Juul.[2]
Ved indgåelsen af ægteskabet udfærdigede Christoffer af Bayern et brev, i hvilket Dorothea fik lovning på store områder til sit enkeunderhold i tilfælde af, at ægtefællen skulle dø før hende, et såkaldt livgeding. Hvert af de tre riger samt Bayern skulle bidrage med en fjerdedel.[3] I Danmark modtog hun Roskilde Len, Ringsted Len samt slottene Haraldsborg og Skjoldenæs.[4] I Norge fik hun Jämtland og i Sverige fik hun Örebro slot med Närke og Värmland. I tilfælde af at Dorothea ville flytte fra Norden efter Christoffers død, skulle hun udløses med 15.000 rhinske gylden, hvoraf hvert nordisk rige skulle betale en tredjedel hver.[5]
Ægteskabet, der var barnløst, varede kun i 2 ½ år, da Christoffer døde i 1448.[5]
Andet ægteskab
Christian 1. og Dronning Dorothea.
Det danske rigsråd skulle herefter dels finde en ny konge, dels finde en løsning for den unge enke. Dorotheas slægtninge fulgte processen med stor opmærksomhed og viste interesse for et ægteskab med kong Kasimir 4. af Polen, der var ny på tronen og endnu ugift. Den lovning på enkeunderhold, hun havde fået ved indgåelsen af sit første ægteskab, kunne komme til at betyde udbetaling af en stor pengeerstatning for rigsrådet.[6]
En energisk dronning
Dorothea, som fra sin tidlige ungdom fremtræder som en ejendommelig energisk, selvsikker og fuldt udviklet personlighed, har uden tvivl forstået at handle på egen hånd. Hun har utvivlsomt været i overensstemmelse med hertug hertug Adolf af Sønderjylland, da denne foreslog grev Christian af Oldenburg til Danmarks konge og til hendes husbond. Trolovelsen siges at være sket samtidig med kongevalget 1448, men brylluppet fandt først sted i Vor Frue Kirke i København den 26. oktober 1449. Ved samme lejlighed fandt deres kroning som dansk kongepar sted. Dorothea fik nu Kalundborg med Samsø til livgeding i Danmark samt Romerike i Norge. Hendes ægteskab med kong Christian var uden tvivl lykkeligt. Hun ragede vistnok i evner og karakterfasthed op over sin husbond, der indrømmede hende ikke ringe indflydelse på statssagerne.[6]
Dronning Dorothea viste sig at være i besiddelse af en handlekraftig karakter. Hun var interesseret i ægtefællens regeringsanliggender, og hun var dygtig til at administrere sit livgeding. Takket være hende kunne Kronen anvende hertugdømmernes indtægter til at indløse de mange pantsættelser, som forud var sket.[7] Selv opnåede hun at få Aalholm og Ravnsborg som pantelen, mens prins Hans erhvervede Næsbyhoved og Rugaard len. Denne politik indebar, at adelens muligheder for at sætte sig på len derved blev svækket uden, at den kunne gøre noget for at forhindre det.[8] Dorothea førte en livlig brevveksling med sin søster, der var markgrevinde i Mantua i Italien, og fx i 1469 skrev hun en detaljeret beretning om Christian I´s deltagelse i et rytterslag ved Axevalla mod svenskerne.[9]
Kampen for det svenske livgeding og den tyske fædrenearv
Hendes livgeding i Sverige var gået tabt ved Karl Knutssons tronbestigelse; i 1457 havde hun fået det tilbage, men mistede det på ny i 1464, og da endelig Slaget på Brunkebjerg havde tilintetgjort hendes forhåbninger om atter at komme i besiddelse heraf, påkaldte hun pavens hjælp. I 1472 blev der indgået en aftale i Kalmar om at nedsætte en kommission på 12 svenske og 12 dansk-norske råder til at afgøre sager om pantelen og om dronningens ret til Örebro len som morgengave.[7] Selv drog hun i 1475 ned til Rom, udvirkede en pavelig bandbulle mod Sten Sture, og skønt den ikke gjorde den tilsigtede virkning, vedblev hun dog lige til sin død med den største ihærdighed at kæmpe for retten til sit gods.[6] Derved kom hun i et modsætningsforhold til de danske interesser i Kalmarunionen.
På samme måde optrådte hun over for sine slægtninge i Tyskland. Efter faderens død i 1464 gjorde hun fordring på sin medgift og sin fædrenearv, og skønt hendes farbrødre, som overtog de markgrevelige besiddelser, imødegik hendes fordringer med ret antagelige grunde, blev hun dog ikke træt af år efter år at gentage sine fordringer, påkalde tyske fyrsters mægling, ja endog pavens og kejserens bistand. Men lige så lidt her som i Sverige havde hun held med sig.[6]
Godssamler i Danmark
Desto større var hendes indflydelse på hendes husbond, af hvem hun fik gave på gave. 1457 forlenede han hende med Noraberg i Sverige, 1469 fik hun Abrahamstrup, 1470 Sønderborg Slot, 1472 Nordborg, 1473-74 en stor del gods i Sundeved og Als, som var hjemfalden til Kronen, og endelig forlenede han hende 1480 og 1481 med begge hertugdømmerne for livstid[6] imod en pantesum af 100.000 mark, som naturligvis kun eksisterede på papiret. Men til gengæld stod hun også sin ægtefælle trofast bi. I hans store pengenød og øvrige forlegenheder drog hun selv i 1471 ned til Lübeck og pantsatte alle sine smykker og klenodier, men allerede i 1472 kunne hun atter indløse dem.[10]
En god katolik
Dorothea var en efter tidens skik from og rettroende katolik: "Principa clarissima et religiosissima" kaldte Poul Helgesen hende. Overalt stiftede hun messer og vigilier for sine to ægtefæller, sig selv, sine forfædre og efterkommere, hun deltog med sin mand i oprettelsen af Helligtrefoldigheds Kapel i Roskilde, hun gjorde valfarter til Wilsnack og påtænkte også en valfart til Det Hellige Land. 1475 havde hun været i Rom (vistnok væsentlig i verdslige øjemed), men 13 år efter foretog hun sin anden kendte pilgrimsrejse til pavestaden, ledsaget af et talrigt følge. Over Venedig og Mantua kom hun den 26. april 1488 til Rom. Hun og hendes følge gjorde dog ikke noget godt indtryk på de forfinede romere. Dorothea opholdt sig nogle uger i Rom og fik på ny udvirket pavelige bandbuller mod Sten Sture og tillige begunstigelser for munkene i Sankt Knuds Kloster i Odense. Paven fritog hende for hendes løfte at drage til Det Hellige Land på grund af krigsuroligheder der. Midt i maj drog hun fra Rom, besøgte derpå kejser Frederik i Innsbruck lige som sine brandenburgske slægtninge og aflagde endelig et besøg i Wilsnack.[10]
Dronning Dorothea grundlagde Køge Kloster,[11] hvor munke af franciskanerordenen, de såkaldte "Gråbrødre", etablerede sig. Denne munkeorden var hendes foretrukne. Hun havde allerede i 1477 antaget Birger Gunnersen som sin kansler.[12] Han var da ung teolog og delte dronningens interesse for denne munkeorden.
Enkedronning
Efter kong Christians død i 1481 opholdt hun sig for det meste på Kalundborg. Hun spillede en ikke ringe politisk rolle i de første af kong Hans' regeringsår, og det menes, at det var hendes indflydelse, som hindrede den unge konge i at gøre sine fordringer på Sverige gældende med våbenmagt.[10] Hun begunstigede i høj grad sin yngre søn Frederik og satte igennem, at han fik arv i hertugdømmerne. Ved arvedelingen efter Christian 1.s død ønskede hun, at begge hendes sønner, Hans og Frederik, skulle tilgodeses og helst sådan, at Frederik skulle få Hertugdømmerne, som hun de facto var i besiddelse af.[13] Dette ønske fik Hans reduceret til, at han skulle dele hertugdømmerne med sin yngre broder under deres fælles regering, hvilket skete.[13]
Død og begravelse
De gotiske vægmalerier i Hellig Trekongers kapel (også kaldet Christian 1.s kapel), der bl.a. viser Jesus bære sit kors på Via Dolorosa.
Dronning Dorothea døde på Kalundborg Slot den 10. november 1495. Hun blev begravet ved sin sidste mands side i Helligtrefoldigheds Kapel i Roskilde Domkirke[10], hvor hun og Christian 1. havde fået opført et nyt gravkapel til den nye oldenborgske slægt, kaldet Helligtrekongerskapellet. De hellige 3 konger var symbol på den danske, norske og svenske kongetrone. Kapellet skulle, ifølge et gavebrev udstedt af kongen og dronningen i 1459, have tre formål: Dels naturligvis at huse deres og deres efterkommeres gravmonumenter, dels at rumme altre til afholdelse af sjælemesser og dels at være tilholdssted for et broderskab, som kongen tilsyneladende havde stiftet. Kapellet er fyldt med kalkmalerier fra ca. 1465, mens Christian og Dorotheas grave er markeret med et par enkle gravsten, da kapellet i sig selv skulle være deres gravmæle.
Børn
I ægteskabet med Christian 1. blev der født fem børn, hvoraf tre nåede voksenalderen:
Navn «tab»Født «tab»Død «tab»Bemærkninger
Oluf «tab»19. eller 29. september 1450 «tab»1451 «tab»
Knud «tab»1451 «tab»1455 «tab»
Hans «tab»2. februar 1455 «tab»20. februar 1513 «tab»Konge af Danmark, Norge og Sverige
Margrete «tab»23. juni 1456 «tab»14. juli 1486 «tab»Gift 1469 med kong Jakob 3. af Skotland
Frederik «tab»7. oktober 1471 «tab»10. april 1533 «tab»Konge af Danmark og Norge 1522-1533
|
|
|
